På tur til museet – Never Odd or Even

Roskilde Museum for Samtidskunst åbner dørene op for udstillingen ”Never Odd or Even”, der skal give sproget en krop og bringe glæden for skriften tilbage igen, og Ungiroskilde snuser rundt.

På Roskilde Museum for Samtidskunst har de den slags gulv, som jeg altid har drømt om at komme til at eje. Store, brede brædder med en aura af gamle dage, som man kan kigge på og fornemme og få en følelse af svundne tider, hvor alting var mere jordnært og mystisk på en gang. Det giver en blødere og mere hul version af de karakteristiske dunk fra kraftige stiletter, der støder mod det gamle træ. Stiletter, der blandet med andet og mere praktisk fodtøj er mødt op med dertilhørende kvindelige og mandlige følgesvenner – ben med kroppe og ansigter med perfekt makeup og designerbriller, men indimellem ser jeg også uglet hår og fjällräve spadserer rundt og glo på kunst.

Den kulturelle (og nok også økonomiske) elite er mødt op, og stiletter er der en del af, sammen med champagne, men så også danskvand og almindelig cola (ikke coca). En ung kvinde har en pelsfrakke, der når hende til anklerne, suppleret af en pelshat, og hun ligner mest af alt noget fra teatret. Altså ikke fordi hun kunne være med i et stykke, snarere fordi hun ligner en skuespillerinde, der har fået fri.

En hemmelig hule, et halvmørkt rum
Det er først da jeg møder rummet, hvor en maskine kaster hvide sætninger fra et kryptisk manuskript op på en sort væg, at mine tanker for første gang rigtig flyver af sted. Halvmørket, og den knasende lyd af den aldrende maskine, der skødesløst kastes rundt, for at kunne nå alle tre vægge, får mig til at tænke på mystiske steder og hemmelige huler, godt støttet op af sætninger om mennesker på vej ud i rummet dansende rundt på væggene. Senere på aftenen ser jeg da også en pæn, midaldrende mand diskret give en nydelig dame et kys og nap bagi, som bevirker at hun fniser og blidt skubber ham væk.

Man får en følelse af, at de samme regler ikke gælder inde i dette rum.

Men udstillingen indeholder også elementer og aspekter (to ord som jeg bruger i stedet for ordet ’ting’, efter bud fra min dansklære), som man mindst må have skulle læst et par forklarende sider om for at kunne forstå. Eller også er det måske nok, at man bare er højt udannet?

Folk beundres og siger ’næh’ og ’ih’ og ’åh’, men jeg kan ikke lade vær med at undres; forstår de virkelig det hele?

”Backstage”
Det sidste jeg ser, inden jeg går du ad døren er to drenge, der løber rundt efter hinanden og råber ”vær stille, vær stille”, som en parodi på de voksne. Det jeg er på vej ud til er den såkaldte live performance, for den lille del af publikum, der har været hurtige nok til at få fat på billetter.
Den mystiske live performance, som ingen vidst rigtig ved noget om, før den går i gang, består af en mand, der står i et nøgent rum og taler. Hans stemme banker mod en, rytmisk og taksfast. Den samme hurtige og hårdtslående rytme igen og igen formår på en måde, at fylde et helt rum og mere til. Stemmen er på en gang monoton og fascinerende, og man kan ikke lade vær med at lytte – selvom man næppe forstår mere end hektiske brudstykker af den hurtige talestrøm.
Jeg har ondt af børnene, der blev gennet hjem lige før, selvom jeg tror, at de ville syntes, manden var dybt mærkelig. Hvilket de vel kunne have ret i.

Kulturelle fødder slæber mig hjem
Fordi man altid bliver udmattet af at vade rundt og se på kunst og være kulturel, kan jeg trøste mig med, at de smertesignaler mine fodsåler sender op til min hjerne nu, blot skyldes at jeg har såkaldte kulturelle fødder – i stedet for at de blot skulle være nedtrådte. Jeg lover mig selv, at huske det til næste gang, jeg har brugt for mange skridt på at gå rundt og og kigget på kunstneriske udfoldelser.
Imens jeg går bærer mine fødder mig væk fra den gule bygning og ud i det, der kan siges at være det mere normale Roskilde. Museet er på mange måder et mærkeligt sted sådan, som det ligger der midt i Roskilde. Jeg ved ikke, om det giver ære nok til Roskildes kunstelskere, men der er et strejf af København og måske også endda Østerbro i krogene på stedet. Men Roskilde Museum for samtidskunst er et sted, som Roskildenserne kan gøre til deres eget, hvis de gider. Om ikke andet er det et sted, hvor stiletterne ikke dunker så hidsigt mod gulvet, som på en anden banegård, men har en langt blødere og behageligere lyd.