En glemt tegneserie får nyt liv

by Pernille Tengstedt

Spielberg har været på spil igen – og han har gjort det godt !
Som stor Tintin-fan havde jeg glædet mig til denne dag. Min yndlings tegneserie blev nu opført på det store lærred og hele verden skulle se med. Samtidig var det også med kritiske øjne, at jeg satte mig i biografstolen.

Det hele begynder

Den 10. januar 1929 blev Tintin og Terry ‘født’. Manden bag figurene og historierne går under navnet Hergé. I virkeligheden hedder han Georges Remi, en 22-årig fyr fra Belgien.
Tintin-historierne var i første omgang beregnet til at muntre de unge læsere af Le Vingtiéme Siécle - en belgisk nyhedsavis. Men det skulle føre langt videre.
De næste mange år bruger Hergé på at udvikle sine historier om Tintin – en karakter som skulle forestille Hergé selv.
Først i 1946 udkommer det første nummer af Tintin, som åbenlyst er blevet en stor succes efterfølgende.

Fra tegneserie til 3D

At genskabe et belgisk tegneseriemesterværk som Tintin, kan ikke have været en nem opgave.
Nogle år tilbage forsøgte man, at lave Tintin som en spillefilm med rigtige skuespillere. Filmene fik ikke nogen succes og var samtidig en skændsel og forringelse af de originale historier.
Derudover kan du hver lørdag klokken 14.10 tænde for DR Ramasjang og se en filmatisering af tegneserierne. De 20 minutter korte film er utrolig vellykkede og har haft stor succes hos specielt danske fjernsynseere.
Men Steven Spielberg og Peter Jackson tog det hele et skridt videre. De brugte 28 år på at omdanne historierne fra tegneseriehæfterne til en 2 timer lang 3D animationsfilm.

En hyldest til tegneserierne

Jeg var rigtig bange for at blive skuffet over Tintin og Enhjørningens Hemmelighed . Heldigvis var det en af de bedste biografoplevelser, jeg nogensinde har haft!
Først og fremmest er filmen helt fantastisk smuk. Filmen er lavet på den måde, at rigtige skuespillere først er filmet på green screen i de forskellige scener og derefter er animationen lagt over. Det færdige resultat er en form for animationsfilm, som man aldrig har set mage til før. Figurerne og omgivelserne er så detaljerede, at man nogle gange glemmer, at det ikke er virkelige optagelser. Samtidig gjorde 3D’en oplevelsen endnu flottere! Filmen kan varmt anbefales til alle i alle aldre.
Hvis du i forvejen kender eller elsker Tintin og hans bedrifter, kan jeg garantere, at du ikke bliver skuffet. Hele filmen er holdt i den originale Tintin-ånd. Vi får samtidig med handlingen små episoder med hunden Terry, skøre indslag med Dupond og Dupont og små historier i gadebilledet.
Hvis du ikke allerede har beskæftiget dig med Tintin, kan du forberede dig på et spændende eventyr med smukke billeder. Den inderholder alt, hvad god eventyrfilm skal have. Spænding, mysterier, humor og frem for alt en god historie.
Jeg har svært ved at få armene ned over denne filmatisering af Tintin. Så til alle, både hardcore Tintin-elskere og novicer, er denne film en rigtig stor oplevelse!
Tintin og Enhjørningens Hemmelighed havde premiere i dag i biografer over hele landet.
Rygter
Allerede nu går der rygter om at 2 efterfølgende Tintin-historier skal filmatiseres. Dette har Peter Jackson dog sagt, først vil ske efter, at hans igangværende filmatisering af Hobbitten er færdiggjort.